Vedtægter for Lemvig Løbeklub

 

§1

Foreningens navn er Lemvig løbeklub.
Foreningen er oprindelig startet under navnet: Lemvigegnens Motions- og Atletikklub i LGF den 15. december 1982.
Foreningen er hjemmehørende i Lemvig Kommune.

§2

Foreningens formål er at give medlemmerne mulighed gennem træning at motionere samt deltage i motions- og konkurrenceløb.
Foreningen sætter fokus på udfordringer, motion og samvær.

§3

Foreningen er tilsluttet de organisationer som den siddende bestyrelse finder fornødent.

§4

  1. Som medlem kan optages enhver, som er interesseret i foreningens formål og som vil indordne sig under foreningens vedtægter.
  2. Man er først medlem, når kontingentet er betalt.
  3. En enig bestyrelse kan udelukke et medlem, når den finder grund hertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.

§5

Bestyrelsen består af 5 medlemmer over 18 år, der vælges for 2 år ad gangen. Medlemmer kan genvælges. Hvert år er henholdsvis 2 eller 3 bestyrelsesmedlemmer på valg. Der vælges 1 suppleant for 1 år ad gangen.
Suppleanten indtræder kun i bestyrelsen ved et bestyrelsesmedlems fravær, som forventes at vare mere end 3 måneder.
Der vælges 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant, ligeledes for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv og kan nedsætte forskellige udvalg.
Forhandlingsprotokol skal føres løbende.
I tilfælde af formandens eller kassererens udtræden af bestyrelsen før en generalforsamling, konstituerer bestyrelsen sig selv indtil næstkommende generalforsamling.

§ 6

Foreningens kontingent fastsættes af bestyrelsen. Kontingentet skal senest være betalt ved betalingsfristens udløb.

 

§ 7

Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtigelser, for hvilke foreningen hæfter med dens respektive formue.
Foreningens medlemmer har ingen økonomiske forpligtigelser over for foreningen ud over kontingentforpligtigelsen og har heller ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 8

  1. Generalforsamlingen er højeste myndighed. Ordinær generalforsamling holdes hvert år i februar måned og indkaldes ved annoncering i dagspressen og på klubbens hjemmeside med mindst 14 dages varsel.
  2. Eventuelle forslag til behandling skal være bestyrelsen skriftlig i hænde senest 5 dage før generalforsamlingen afholdes.
  3. Kun fremmødte medlemmer, der er fyldt 15 år har stemmeret. Ved valg af bestyrelsesmedlemmer, skal den pågældende være til stede eller have givet tilsagn om at lade sig opstille.
  4. På generalforsamlingen træffes beslutninger ved almindelig stemmeflertal.
  5. Der kræves dog til udelukkelse af et medlem, til ændringer af disse vedtægter samt til optagelse af lån, mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Der skal være skriftlig afstemning, såfremt 1 medlem ønsker det.
    Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Kopi udleveres til foreningens medlemmer efter ønske.

§ 9

Hver ordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og stemmetæller
  2. Formandens beretning
  3. Udvalgsberetninger
  4. Uddeling af pokaler
  5. Fremlæggelse af reviderede regnskab.
  6. Forelæggelse og drøftelse af hovedlinierne for foreningens virksomhed i det kommende år samt drøftelse af budget.
  7. Indkomne forslag
  8. Valg   a) Bestyrelsesmedlemmer
    b) 1 suppleant
    c) 2 Revisorer
    d) Revisorsuppleant
  9. Eventuelt

§ 10

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer stiller skriftlig anmodning herom med angivelse af begrundet dagsorden.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

§ 11

Foreningen tegnes ved underskrift af formanden eller kassereren eller 2 bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 12

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Forhandlingsprotokol skal føres løbende.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved eventuel afstemning afgøres enhver sag ved flertalsbeslutning. Står stemmerne lige, er forslaget forkastet.
Æresmedlemmer kan udnævnes på generalforsamlingen efter indstilling af bestyrelsen.

§ 13

Foreningens regnskabsår går fra den 1/1 til 31/12 og senest 10 dage før generalforsamlingen afgiver bestyrelsen regnskab og status til revisorer.

 

§ 14

Foreningen kan kun opløses når 4/5 af deltagerne ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum stemmer herfor.
Den generalforsamling der vedtager opløsningen, træffer tillige bestemmelse om anvendelsen af foreningens formue inden for almennyttige formål i Lemvig Kommune.

Således vedtaget af generalforsamlingen 19. februar 2014
Tidligere tilrettet 4. februar 2002