Biohuset afholder d. 4/11 et arrangement, som måske kunne være spændende for klubbens medlemmer.
Biohusets beskrivelse af arrangementet:
Ønsker du inspiration til at løbe 10 kilometer, en halvmaraton/maraton eller måske bestige Kilimanjaro? Eller ønsker du bare at høre et vanvittigt spændende foredrag.
Så kom i Biohuset den 4/11, hvor Ole Mose Nielsen vil holde et foredrag om at nå et mål uden at være ekstrem.
Ole har selv udført en vild sportspræstation, som han er den eneste i verden, der har gennemført.
Med baggrund i et væddemål gennemførte Ole:
– 7 maratons på 7 kontinenter på 7 dage
– 1.260 km på cykel rundt om verdens højst beliggende sø i 3.812 m højde (incl. Dødens Landevej)
– svømmede fra Europa til Afrika
– besteg Mount Everest
DET HELE GENNEMFØRT PÅ 3 MÅNEDER UDEN PAUSE
Inden væddemålet kunne Ole ikke svømme, ejede ikke en cykel og havde Himmelbjerget, som sin personlige bjergrekord.
Han vil i foredraget fortælle om de overvejelser, prioriteringer og den udvikling hans præstation afstedkom. Viden og erfaring, som mange vil kunne bruge i deres hverdag.
Oplev intensiteten og passionen, mærk det hårde slid, målrettetheden og den viljestyrke, der må tage over, når al energi er brugt op. Fortalt gennem fantastiske fotos, lyd og ord – formidlet af én, der virkelig ved, hvad han taler om, og som gerne deler sin viden med andre.
Pris: 199 kr. – med i prisen får du bogen ”Drivkraft”, som handler om Oles vilde bedrift (værdi 125 kr.).
Du kan købe billet via Biohusets hjemmeside.